Vælg en side

Brug for hjælp til administrative opgaver? Kontakt 29925434, maibritt@haandsraekning.dk

”Du kan hvad du vil” – det har i mange år været et mantra og en stærk drivkraft for mig

 

I 2013, efter 23 år i 10 forskellige administrative og marketing relaterede jobs, fornemmede jeg begyndende tegn på, at mine prioriteter omkring mit arbejdsliv havde ændret sig.

Jeg havde været lidt som et utrætteligt duracell batteri op igennem 00’erne, hvor jeg havde travlt med at koordinere marketing initiativer, afholde større og mindre arrangementer, lave nyhedsbreve eller hjælpe mine chefer med at være succesfulde i deres lederjob. Jeg havde en række internationale jobs ofte med lange arbejdsdage og skæve arbejdstider.  Det gik faktisk rigtig godt, jeg var god til at få tingene fra hånden og jonglerede rigtig mange opgaver samtidig. Ikke kun på jobbet men også derhjemme, hvor jeg på daværende tidspunkt var alene med min lille datter.

I 2010’erne var jeg ud over min travle karriere i fuld gang med at leve familielivet, 2 var blevet til 4 og som hos mange familier var vi hele tiden på vej videre. Så dengang i 2013 fik jeg ikke rigtig handlet på det der ulmede under overfladen.

 

En dag i 2016 stod jeg ansigt til ansigt med ANGSTEN for det ukendte, det vil sige hele familien gjorde. Pludselig opstået sygdom i den tætte familie sendte mig ud i en langvarig stress-sygemelding, og den periode blev vendepunktet.

Jeg var ganske enkelt sendt til tælling, måtte have professionel hjælp og da stress-tågerne lettede efter 9 måneder var det meget tydeligt at jeg havde brug for at finde en ny og anderledes meningsfuld måde at være i verden på.

 

Det blev goddag til Mai-Britt 2.0 – til en hverdag med kortere arbejdstid og med miss Perfect i kortere snor. Et liv med mere frihed og overskud i hverdagen til et nærværende familieliv samt fokus på mere selvkærlig omsorg.

Det var helt naturligt at jeg efter tæt på 20 års ansættelse valgte at sige mit gode velbetalte job op. Er du nu helt sikker, blev jeg spurgt? Det var jeg, og jeg gjorde det. Det føltes helt rigtigt, også selvom jeg ikke lige havde en grydeklar plan i ærmet.

For alternativet som var frygten for en krop der brændte fuldstændig sammen, var mere skræmmende end at springe ud på dybt vand – selv for mig der ellers lider af vandskræk. Og mottoet “du kan hvad du vil” giver fortsat rigtig god mening for mig – dog de senere år med et lille twist, nemlig “hvad er det værste der kan ske?”

 

Det blev starten på mit nye eventyr – en tilværelse som selvstændig

 

Et liv i bedre balance, men hvor jeg fortsat har succes med at gøre det jeg er allerbedst til og som jeg brænder for, nemlig at støtte andre til også at blive succesfulde og nå deres mål.

 

Som virtuel assistent har jeg en afvekslende hverdag og rig mulighed for at udfolde min store interesse med at koordinere, planlægge og udføre administrative og marketing relaterede opgaver. Jeg varetager soloselvstændiges eller små virksomheders mere rutineprægede arbejdsopgaver, mens de selv bruger tiden på de mere komplekse opgaver og fremtidssikrer deres business.

 

Jeg er vild med det og glæder mig daglig over, at jeg gjorde det. Tog mig selv alvorligt og kom rimelig helskindet ud på den anden side. Og i en forbedret udgave af mig selv, hvis du spørger mig.

 

Vil du slippe for opgaver, du synes er svære, tidskrævende eller irriterende. Så kontakt mig på 29925434 eller send mig en e-mail på maibritt@haandsraekning.dk.

LÆS MERE OM MULIGHEDERNE FOR HJÆLP MED DE ADMINISTRATIVE OPGAVER! KLIK HER

Hvis du og jeg tilbragte noget tid sammen, så vil du måske finde ud af at…
 

  • jeg er et mad- og vinøre. Det er ikke kun vejen til en mands hjerte der går igennem maven. Jeg skriver gerne under på at det også gælder for kvinder
  • jeg udover at lide af vandskræk også er noget udfordret med højder. Det glemte jeg ganske kortvarigt da jeg engang i Slovenien valgte at tage med på en ballontur
  • jeg i foråret 2019 uddannede mig til kostvejleder. Og jeg kun giver gode råd, hvis du spørger direkte
  • jeg er rimelig åben om den periode jeg havde stress. Selvom jeg vil ønske det aldrig var sket, så bruger jeg ikke tid på at fortryde det skete. Ser det som en mulighed for at sadle om og at jeg har fået en ny mulighed for at blive en endnu bedre udgave af mig selv
  • jeg tror der er mere mellem himmel og jord. Engang besøgte jeg en klog dame som spåede mig. Og det gjorde hun meget overbevisende, og det første tegn på en ny begyndelse kom 14 dage senere
  • jeg samler på kogebøger (hvor andre samler på sko og tasker) og næsten altid har en god opskrift i ærmet, hvis du står og mangler en god idé

Vi anvender cookies for at sikre, at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site, vil vi antage, at du er indforstået med det.